23948sdkhjf

Familien bag Rødovre Centrum sætter shoppingcenteret til salg

Salget af Rødovre Centrum kan blive Danmarks største enkelte ejendomshandel nogensinde.

Familien bag et af Danmarks ældste, største og mest populære shoppingcentre, Rødovre Centrum, har besluttet at afsøge mulighederne for at afhænde centret, som gennem mere end 50 år har været ejet og drevet af familierne Knudsen og Andreasen.

Det fortæller familien i en pressemeddelelse.  

Centerets direktør Jesper Andreasen, som i 1991 overtog ledelsen efter sin mor, har nået en alder, som gør det naturligt for ejerne at vurdere planerne for fremtiden.

Beslutningen om at afhænde Rødovre Centrum er truffet som konklusion på disse overvejelser om et generationsskifte.

 - Efter 27 spændende år i spidsen for et shoppingcenter, som kunderne flere gange har kåret som Danmarks bedste, er det snart tid til nye kræfter, som kan sikre fortsat udvikling og fremgang i Rødovre Centrum. Da familien ikke denne gang har en afløser til at påtage sig direktørposten, er vi blevet enige om at undersøge mulighederne for at afhænde centret til den rette, eksterne køber, siger Jesper Andreasen.

Erhvervsmæglerfirmaet Colliers har fået opgaven med at finde den fremtidige ejer af det 115.000 kvadratmeter store shopping-, fritids-, og forlystelsescenter, som i år ventes at blive besøgt af flere end 9 mio. kunder samt skabe en omsætning på 2,3 mia. kr. i de 160 butikker.

Da salgssonderingerne netop er indledt, vil der gå nogen tid, før processen leder frem til et endeligt salg.

Når familien alligevel har valgt at orientere om intentionerne allerede nu, skyldes det ønsket om at undgå rygter og misforståelser, når markedet og medier uundgåeligt erfarer, at Danmarks potentielt største ejendomshandel kan være på vej.

 - Vi har et stort ønske om selv at give vores ansatte, lejere, kunder, leverandører og mange øvrige interessenter ordentlig besked om planerne. Alle bliver orienteret i dag, hvorefter vi vil informere yderligere, når der er konkret nyt at fortælle, siger Jesper Andreasen.

Rødovre Centrum åbnede i 1966 som Danmarks første, større indendørs shoppingcenter og har lige siden dannet forbillede for kommende generationer af storcentre.

Centeret er i de senere år blevet gennemgribende renoveret og udvidet og har modtaget talrige priser og kåringer, blandt andet som ”Årtiernes bedste shoppingcenter”.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109